Sidevisninger i alt

tirsdag den 9. december 2014

Rocky Road med Dumle -Julegodter

Rocky Road

Om denne konfekt oprindelig stammer fra England eller USA- det ved jeg faktisk ikke men den findes i uendelige variationer både som desserter, kager og som is. Den engelske version indeholder kiks men her er den erstattet med Dumle som faktisk går fint i spænd med de saltede peanuts. Så dette må være den skandinaviske udgave. Opskriften kan varieres med f. eks. andre ristede nødder eller mandler, gelé hindbær, eller Dumle med lakridssmag. Og er man ikke glad for så mørk chokolade man man sagtens bruge 200 gram lys og kun 100 gram mørk chokolade istedet..Find din egen favorit- Give It a try!
















Det her skal du bruge til at lave denne Rocky Road:

200 gram mørk chokolade (72%)
100 gram mælkechokolade
 2 spsk sirup
85 gram smør
15 stk Dumlekarameller
1 1/2 dl saltede peanuts
10 store eller 20 små Amerikanske marshmallows

Lidt flormelis til serveringen

Start med at smelte chokoladen i et vandbad på middelvarme. Del imens Dumle-karamellerne i tre dele- nemmest med en saks. Bruger du de store marshmallows så del også dem- i 4 dele.
Tilsæt smør og sirup i chokolade blandingen og rør lidt ind i mellem.
Når al chokolade er smeltet drysses peanuts, dumle og marshmallows i og rør hurtigt rundt så at chokoladen dækker dem.

Hæld hele blandingen ud i en aluform eller en mindre bradepande dækket med bagepapir og stil den køligt i 4 timer. Når din Rocky Road er tilpas stivnet skæres den ud i små firkanter og opbevares køligt med bagepapir mellem lagene.
Man kan med fordel drysse lidt flormelis over konfekten (igennem en lille sigte) når den skal serveres.

mandag den 8. december 2014

Flødekarameller/knäck i to versioner-Julegodter

Disse julegodter hører til mine svenske traditioner som jeg standhaftig holder ved. I får dem i to versioner - den traditionelle som laves i en gryde og den moderne udgave lavet i microovnen. Så her er det frit slag alt efter hvad man synes passer bedst. Hvis man ønsker kan man evt give dem et twist af lakrids- tilsæt så 2 spsk lakridspulver eller 2 spsk hakket tyrkisk peber. Et- voila så har du en helt anden variation.

Papirsforme købt i Biltema


Knäck/flødekrameller i gryde     



                                                                                                                    Ca 75 stk.
2 dl piskefløde
2 dl lys sirup
2 dl sukker
3/4 dl hakkede mandler (uden skal)
Evt. 4 spsk rasp
1 knivspids bagepulver

Kom fløde, sirup og sukker i en gryde med tyk bun. Kog massen sammen til den bliver sej (125 grader) ca 30 min. Rør i massen en gang i mellen. Lav en kugletest - hæld nogle dråber af den kogte masse i en kop med koldt vand og test om den kan trilles til en kugle. Hvis ikke koges nogle ekstra minutter. Tilsæt mandlerne - evt. rasp og bagepulver.
Raspen gør dejen mere drøj og bagepulveret gør dejen porøs. Hæld forsigtigt massen i små papirsforme- enten med en metalkande eller noget der kan klare høj varme og med hældetud eller med hjælp af et par teskeer. Opbevar karamellerne i glas/dåse med tætsluttende låg og med bagepapir mellem lagene.


Knäck/flødekarameller i mikroovn

                                                                                     7-8 min med 750 Watt
Du skal bruge følgende:

1 dl piskefløde
1 dl lys sirup
1 dl sukker
1/2 dl rasp
1/2 spsk bagepulver
1/2 dl finthakkede mandler (uden skal) hældes i efter ca 1 min.


1 kop med koldt vand til kugleprøve
Små papirsforme (kan bl.a. købes i Biltema)

Alle ingredienser foruden bagepulver og de fint hakkede mandler kommes i en høj ildfast skål og sættes i mikroen på fuld effekt.  Efter ca et minut røres de finthakkede mandler i og mikroovnen 
tændes igen. Massen skal være lys og boblende.Efter ca 6 min røres bagepulver i massen og der "mikres" videre i ca et min. Så tages en lille skefuld masse op og kommes i en kop med koldt vand. Hænger massen fint sammen og kan trilles til en fast kugle er massen klar. Hvis ikke - fortsættes i et minut ad gangen indtil massen har den passende konsistens. Massen kommes i papirsforme og opbevares i glas/dåse med tætsluttende låg og med bagepapir mellem lagene.

Karamellerne bør opbevares køligt.



lørdag den 6. december 2014

Svenske LUCIABRØD MED SAFRAN -Lussekatter

Ingen jul for mig uden svenske aner og til dem hører Luciabrødene!
Safran er dyrt men uundværlig til disse slags kaffebrød. Jeg har engang været til skolearrangement hvor der blev serveret Luciabrød uden safran og som substitut var gurkemeje brugt. :-(. Tro mig! De var ganske uspiselige!
Sådan her skal de se ud og under billederne kommer opskriften:

En portion Luciabrød er klar! Til venstre:Flettede brød og til højre "lussekatter"

Luciabrød med safran

Til ca 40 luciabrød skal du bruge følgende:
                                                                                                            Bages ved 250 grader i ca 8 min.
150 gram margarine
5 dl mælk
50 gram gær
2 dl sukker
1 gram safran
1 tsk vand
Ca 9 dl hvedemel

Rosiner samt 1 æg til pensling

Smelt margarinen i en gryde, hæld mælk ved og opvarm til 37 grader. 
Gæren smuldres ned i en skål og røres ud i lidt af mælke og margarineblandingen. 
Når gæren er opløst hældes resten af væsken på. 
Tag en lille kop og knus heri (med en teske) dit safran sammen med en smule sukker og tilsæt derefter en teskefuld vand, rør godt rundt og hæld den smukke gule safranblanding ned i din dej sammen med resten af sukkeret. 

Tilsæt derefter ca. tre fjerdedele af hvedemelet og rør til dejen bliver blank og smidig, tilsæt evt. en smule mere af melet, men kun lige til dejen slipper. Resterende mel drysses over dejen som lades stå tildækket i 30-40 min. 
Arbejd derefter det dryssede mel ind i dejen og tag dejen op på et meldrysset bage bord. Arbejd dejen glat – dejen skal være elastisk- og deles i 4 lige store dele, hver del rulles ud til ca. 10 lange pølser/stænger (ca. 1 cm tykke og 12-15 cm lange). Så formes et spejlvendt s og i hver ende trykkes en rosin let. 
Læg de udrullede luciabrød på en bageplade, lad hæve i 20 min og pensl dem derefter med æg. Bages ved 250 grader i ca 8 minutter.

OBS! Den anbefalede mængde safran på 1 gram bør bruges!  Mindre end et gram safran giver ikke smag nok til denne mængde mel. Og vær varsom med at tilsætte for meget mel udover det nævnte da for meget mel giver et tørt brød.
TIPS: Luciabrødene er saftigst og smager bedst helt friske så frys dem ned og tag nogle op ca. en time før servering. Daggammelt hvedebrød nemt bliver tørt og kedeligt.



Havregrynskugler- de bedste!


Denne opskrift har fulgt mig helt siden hjemkundskabstimerne i 4. klasse - hvilket er nogle dage siden:-) men jeg har endnu ikke smagt andre hjemmelavede havregrynskugler der kan måle sig med dem her så jeg holder fast i min egen opskrift og deler den gerne her til mine bloglæsere.
Super, super gode og så nemme at lave at også de små kan være med!
Det her skal du bruge:

100 gram smør eller margarine
1 dl sukker
3 dl havregryn
2 spsk kakao
1 tsk vaillesukker
2 spsk kold kaffe

Kokos eller perlesukker

Alle ingredienser kommes i en skål og røres godt sammen.  Lad gerne skålen stå køligt en halvtimes tid og tril derefter kugler som vendes i en skål med kokos.

P.s/ Da børnene var små var kokos ikke et hit så vi købte svensk perlesukker (hvid krystalliseret) og vendte kuglerne i istedet- og de bliver mindst ligeså flotte./ se nedenstående billede..


I glasset til venstre: kugler trillet i svensk perlesukker. I bøtten til højre -kugler trillet i kokos

Brændte mandler med vanille

Så skal der laves julegodter og idag står den bl.a. på brændte mandler. Så her kommer en nem opskrift med et strejf af vanille.


Ingredienser:
200 gram mandler med skind                          
1 1/2 dl sukker
1 tsk vanillesukker
2 dl vand

Fremgangsmåde:
Vand, mandler, sukker og vanillesukker kommes på en pande og tændes på fuldt blus.
Sukkerlagen koges ind og der røres ind i mellem.Når sukkerlagen begynder at ligne karamel røres der konstant i mandlerne. Når sukkeret begynder at smuldre og sidde fast på mandlerne, skal der røres i dem nogle minutter mere ekstra, inden de er de færdige for al væden skal koge væk .-de bliver ruflede og man kan høre at de knækker lidt. OBS- det er her man skal være varsom med varmen og at ikke give mandlerne for meget farve! Hæld mandlerne ud på et stykke bagepapir og lad dem køle af. De afkølede mandler opbevares i et lufttæt glas.

mandag den 1. december 2014

Tyttebærsylt



Tænk at man kan være så heldig at få  næsten 4 kilo svenske tyttebær foræret. TUSIND TAK Staffan og Ilse! Tyttebærene plukket i Sverige, eksporteret til Danmark og derefter frosset ned. Klar til at koges til tyttebærsylt.
Og nemt er det!
Du skal udover tyttebærrene kun bruge sukker, rengjorte glas med låg og en smule Atamon.






Varm rengjorte glas i ovnen på ca 100 grader i 10 min -tag dem ud og afkøl lidt.
Et kilo rensede tyttebær  kommes i en gryde og varmes forsigtigt op til kogepunkt. Lad tyttebærene småkoge i ca 5 min og tilsæt derefter et halvt kilo sukker. Lad koge op og skru igen ned til at småkoge i yderligere 5 min.
Imens skylles glassene med lidt atamon og så er bærrene klar til at hældes på glas.
Fyld glassene helt op og skru låg på. Vend glasset hurtigt på hovedet - det skaber vacuum og sikrer dig at dine bær holder sig.
Glassene opbevares køligt.

Så kom tyttebærene på glas. - OBS glasset til venstre er genbrugsglas og ikke den købte vare!